Fakta

Magleby Skolecenter

  • Den Interne Skole – for børn og unge i grundskolealderen
  • STU – Individuelt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse
  • Botræningen Magleby
  • Opholdsstederne Søholt og Golfstrømmen
  • Byens Auto – socialøkonomisk autoværksted

Erhvervsrettet STU: Vær med på en produktion


På Magleby Skolecenter tilbyder vi en erhvervsrettet STU med mange forskellige produktioner. Vi har for eksempel Håndværk, Grøn produktion, autoværksted og køkken. Du kommer til at gå sammen med uddannede håndværkere og fagfolk og du får rigtige arbejdsopgaver ligesom i en virksomhed. I vores forskellige produktioner gælder det om at lære, hvordan man anvender de forskellige redskaber og du er også med til at planlægge den arbejdsopgave, vi udfører. Du får også mulighed for at øve dig i at bruge vores forskellige maskiner. Vi har en minigraver, en traktor og en havetraktor.

DIREKTE KOMPETENCER GIVER JOB
Undervisningen på vores produktioner er det man kalder erhvervsrettet. Det betyder, at du opnår direkte kompetencer, som du kan anvende senere i din uddannelse eller beskæftigelse indenfor det håndværksmæssige eller praktiske felt. For at blive dygtig til håndværksmæssige og praktiske ting har du brug for at øve dig. Du er nødt til at prøve igen og igen, før du bliver god til det. Når du er færdig med din uddannelse hos os, har du lært nogle færdigheder, som du kan bruge fremover. Det er vigtigt, at du kan nogle ting, når du senere skal ud og finde arbejde. Vi viser dig, hvordan man gør og du får lov til at øve dig, indtil du får det lært.

VÆR MED TIL AT SKABE NOGET
Det er dejligt, at være med på en produktion. Du er med til at lave noget, og du kan med det samme se resultatet af dit arbejde. Så opdager du, at du faktisk kan en hel masse. At producere giver en god selvtillid og et godt selvværd, fordi du ser, hvad du er i stand til. Hverdagen i produktionerne er en god arbejdsform. Det er for de fleste en positiv oplevelse at udføre nogle arbejdsopgaver sammen med de andre. Det kan være opgaver, hvor vi sammen skal anstrenge os og klare noget, der er svært. Når dagen er slut, kan vi nyde resultatet af vores arbejde.

TRYGGE RAMMER OG GOD KONTAKT TIL LÆREREN
Vi går for det meste sammen i små grupper med en lærer og tre unge. Vi har det godt sammen i gruppen og der bliver mulighed for at gå og snakke om alt muligt. Vi behøver ikke at forholde os til en masse mennesker og kan koncentrere os om den opgave, vi skal klare sammen. En vigtig del af undervisningen i produktionerne er en tæt kontakt til en voksen, som du kan stole på og som tager sig tid til dig. Læreren viser dig stille og roligt, hvordan det skal gøres. Du kan spørge om alt og behøver ikke at være bange for, at der er andre, der griner af dig.

DU FÅR MERE ANSVAR MED TIDEN
Når du har været et stykke tid på den samme produktion, har du efterhånden lært en masse. Så kan du sikkert selv se, hvad der skal gøres og hvordan en opgave skal løses. Efterhånden som du bliver dygtigere får du mere og mere ansvar og du får lov til selvstændigt at løse opgaver og få ansvaret for at passe et område. Hvis du på den måde får overladt ansvaret for et område, så er du allerede begyndt at tage ejerskab. At tage ejerskab, betyder at lade som om, at du ejer noget. Så skal du selv passe på tingene, som om det var dine. I vores produktioner lærer du at tage ejerskab. Det er en meget vigtig ting at kunne, når du en dag skal have et job. En arbejdsgiver vil nemlig gerne have en medarbejder, der selvstændigt kan passe et område. En uddannelse hos os øger derfor dine chancer for bagefter at få et job.

2 film fra STU Magleby


Håndværkerlinjen

Vi laver rigtige opgaver i virkelighedens verden

Eksamen

Individuel undervisning og holdundervisning.